Epifysiolyser
Inddeles traditionelt efter Salter og Harris i typer I–V. Mere beskrivende end prognostisk klassifikation.
 |
Type I: Oftest udisloceret i distale fibula – klinisk
diagnose. Hvis disloceret er det ofte proximale humerus, femur og radius. |
|
Type II: Hyppigste. God prognose da skaden oftest går
igennem hypertrofiske cellelag (ikke prolifererende). Reposition og fixation
hvis remodellering skønnes at være utilstrækkelig eller gener i ventetiden for
remodellering skønnes for store. |
|
Type III: Oftest distale og proximale tibia. Exact
reposition og fixation med glatte k-tråde eller kanyleret skrue der ikke
krydser vækstskiven. |
|
Type IV: Ofte distale humerus medialt eller lateralt.
Findes også i distale femur og mediale malleol. Kræver exact reposition og
fixation med glatte k-tråde eller kanylerede skruer der ikke krydser
vækstskiven. |
|
Type V: Traktions- eller kompressionsskade på vækstskiven. Ses ikke på røntgen, men kan ses på MR. Dårlig prognose på grund af skade på prolifererende cellelag. |
Sen reposition (1-2 uger) kan medføre vækststandsning hvorfor at afvente remodelering kan være en bedre løsning end sen eller rereponering.
Partiel vækststandsning efter epifysiolyser kan udbedres ved oprensning af knoglebro og ilagt fedtvæv, a. m. Langensköld. Ved ældre børn kan total epifysiodese og osteotomi evt kombineret med forlængelse være relevant.
Søren Harving
Århus Universitetshospital
Aalborg Sygehus
Januar 2007